De negative typer på arbejdspladsen

adminTerapi

De negative typer på arbejdspladsen

De negative typer, der ødelægger arbejdsklimaet, nemlig Den Temperamentsfulde, Sortseeren, Martyren, Papegøjen,  Bureaukraten, Provokanten, Pralhalsen, Snushanen og Sirenen. En af vores læsere har faktisk været i situationen, udråbt som den, der ødelagde arbejdsklimaet. Her fortæller han åbent og ærligt om, hvad der egentlig foregik.

Jeg har læst de to artikler om magt og afmagt på jobbet. I den første slutter I med at skrive, at I ikke regner med, at der er nogen af de negative typer, der selv vil skrive til jer. Det gør jeg nu alligevel.

Jeg sidder i en situation, som har udviklet sig over de seneste 2-3 år. Jeg har spekuleret meget over den, og ville nok ønske at jeg bare kunne sætte alle de dejlige etiketter på “De Andre”, – beslutte mig for, at de andre var Brokhoveder, Snigløbere, osv. Men problemet er jo at man også bør skue lidt indad, og jeg oplever, at jeg selv er blevet presset ud i en opførsel, som jeg godt kan forstå, at andre vil beskrive som negativ.

En kollega, som jeg havde haft et normalt og godt forhold til i 2-3 år, kom pludselig på kant med mig. Jeg er ikke sikker på, hvorfor hun begyndte at reagere aggressivt på det meste, jeg fremlagde, – muligvis skyldtes det, at jeg aldrig har lagt skjul på mine personlige samfundsholdninger (jeg er lidt venstreorienteret, med de fleste af de aversioner/kæpheste det indebærer), og at hun opfattede det som personlig kritik. Vi kunne jo kalde mig “Gavflaben” i den sammenhæng, men til mit eget forsvar vil jeg fremføre, at 95% af mine kollegers holdninger er diametralt modsat mine, og mine udtalelser er altid fremsat i åbent forum uden at være adresseret til nogen bestemt person. Jeg har aldrig selv reageret negativt på, at folk har kritiseret mine holdninger, og har altid været parat til at tage imod en udfordring til lidt gemytlig politisk skænderi.

Nå, – men hvorom alting er: Vores forhold kørte op i en spids, og det smittede i den grad af på vores professionelle relationer, at jeg til sidst oplevede, at hun prøvede at sabotere min funktion på arbejdspladsen. Hun klagede over mig til topledelsen, – ikke på grund af mit arbejde, men på grund af min person. Det havde ikke rigtigt nogen effekt, så hun begyndte i stedet at mobilisere sine afdelingskolleger imod ikke mig, men min afdeling! Det medførte altså at problemet ikke længere var mit eget, men også gik ud over de andre i min afdeling og førte til en mindre skyttegravskrig.

Nu ville jeg gerne kunne fortælle, at jeg bevarede det kølige overblik og ikke lod mig provokere til barnlig adfærd, men desværre er jeg ikke nogen supermand til den slags spil. For at svare igen begyndte jeg at behandle hende (og hendes afdeling) ‘efter reglerne’, hvilket var et problem for dem, da de tidligere havde fået en service, som gik langt ud mine/vores forpligtelser. Så her opførte jeg mig ikke særligt godt, og til sidst resulterede konflikten i at hun valgte at søge væk, efter anbefaling fra ledelsen.

Men hendes kolleger blev der jo…. Og da jeg ikke er god til at rette op på ting der først er gået i hårdknude, havde jeg nok ikke holdt det ud ret meget længere, hvis ikke det havde været, fordi jeg har nogle kolleger i min afdeling som er enestående gode til den slags. Så mine kolleger kastede sig ud i at genoprette forholdene, og efter et halvt års tid var de næsten normaliserede.

Happy ending!? Såmænd ej, desværre. For umiddelbart før min “modstander” sagde op, havde vi lige ansat en ny topchef i firmaet, og han kom altså ind uden forkendskab til situationen, og har i dag et meget klart billede af, hvilken person jeg er. Ihvertfald i hans egen opfattelse. Det hjælper mig ikke rigtigt at andre afdelingsledere og den tidligere topleder (som stadig er her), bakker mig op og forsvarer en del af mine handlinger.

Så dårligt er jeg igennem den ene tur, før den næste står for døren. Den nye høvding har nemlig taget det halve af sin gamle afdeling med og forventer at hente resten inden alt for længe. Det har foreløbigt betydet, at et par af mine gamle kolleger har givet op og har sagt op, efter at han har kritiseret dem i stumper og stykker. I min opfattelse overvejende uberettiget kritik, og at jeg har taget dem i forsvar overfor ham, har naturligvis ikke gjort mig mere populær.

Så nu er jeg nået til enden af den karriere. For en måned siden traf jeg min beslutning, og begyndte at se mig om efter noget nyt, og i dag ser det ud til at lykkes. Jeg har været til 5 jobsamtaler i løbet af de sidste to uger, og min fornemmelse er klart, at jeg får mindst ét tilbud, når behandlingen er færdig, – jeg har nemlig fokuseret mere på bare at komme væk, mere end at komme frem. Tøsedreng!? Det synes jeg faktisk ikke selv.

Selvom jeg nok godt kan overleve et slagsmål med det nye geni, så er jeg ikke sikker på, at jeg kan komme igennem det uden at skade både de få af mine gamle kolleger, der er tilbage, og de nye, som jeg jo egentlig ikke har nogen grund til at være negativ overfor. Hvis jeg smutter nu, så forsvinder fikspunktet for de negative vibrationer, og så kan arbejdspladsen måske blive et behageligt sted for alle at være. Trods alt tror jeg ikke, at den nye chef er specielt dummere end andre mennesker. Han har bare fået et forkert billede af mig, som han ikke kan ændre på. (Virksomhedsledere skal jo være lidt enøjede for at styre en forretning frem imod et mål, der ofte ligger mange år fremme i tiden).

Min pointe er, at der ikke er ret mange der er dumme svin i sig selv. Det er noget, der ofte opstår som resultat af en situation på arbejdspladsen, og i det du kan læse ovenfor er der tre dumme svin (min tidligere kollega, min nuværende chef og mig selv), som hver for sig bliver opfattet som gode og loyale kolleger af hver sin store gruppe kolleger. Men jeg skal da også lige hilse og sige, at bare fordi jeg kan over- og gennemskue situationen, betyder det ikke, at jeg tager det hele afslappet og overlegent. Jeg har været utroligt langt nede i kulkælderen, og at min kæreste har kunnet holde mig ud det sidste halve år er virkelig en præstation.

Læs også: