Det daglige magtspil på jobbet

adminTerapi

Det daglige magtspil på jobbet

Vi er alle en del af det daglige magtspil på jobbet. Det er ikke noget, man taler om – men alligevel kan vi alle se, at det fungerer. Midlerne til at opnå en magt er manipulation – og det taler man heller ikke om. Taler vi endeligt om magt og manipulation, er det oftest i forbindelse med de meget karriereorienterede. Deres strategi er rundsave på albuerne. Men det er slet ikke der, vi ser de små, daglige magtkampe, som vi pludseligt kan befinde os midt i. Læs her om nogle af de små daglige nålestik, som du kan blive offer for.

Pludseligt befinder du dig i en ubehagelig situation, som du bestemt ikke mener, at du selv er skyld i. Du er blevet udmanøvreret af en andens brug af en magtstrategi. Det værste er, at det er så godt som umuligt af finde en løsning eller udvej. 

Læste du artiklerne om Nadia? Hun var et offer for sådan et magtspil. De “skyldige” befinder sig fortsat på den gamle arbejdsplads. Den ene har opnået at få ikke mindre end tre skriftlige advarsler for samarbejdsvanskeligheder. Hvorfor han så fortsat er ansat, er et stort spørgsmål. Det kan være, at også personaleafdelingen og ledelsen er ofre for hans magtspil. 

Formålet med at skaffe sig magt er at kunne styre sine omgivelser og dermed sikre sig selv en sikker position. Verden er så meget nemmere for den, der kan få andre til at tage risikoen og selv få del i belønningen, når det går godt. Magt er ikke kun et spørgsmål om at sætte sig selv i et godt lys eller at opnå forfremmelse. Hvis man kan styre sine omgivelser, giver det overblik og mulighed for at forudsige hverdagen. For mange er det en vigtig forudsætning for tryghed. 

En anden årsag til magtdemonstrationer finder vi fra dyreverdenen. Som flokdyr er det væsentligt at kunne sikre sig sin position i hakkeordenen.

Hvordan gør de?

Det kan være svært at sætte ord på de forskellige “strategier” der får os til at “danse efter andres piber”. Vi kan lave nogle grove generaliseringer, men sandheden er nok, at den drevne spiller mestrer flere forskellige metoder. Et fællestræk er dog, at selv om vi kan se og opleve manipulationen, er det utroligt svært at ryste sig fri af den. 

Et eksempel, som de fleste sikkert kan genkende: Andre har et problem, og du lytter gerne – men uden at involvere dig. Pludseligt vil du opdage, at du selv er blevet til årsagen til problemet. Forstå det, hvem der kan. Nogle mennesker er tilsyneladende bare født med evnen til at lade andre få aben.

Typen “Den temperamentsfulde”

I én virksomhed bliver den øverste chef behandlet som et råddent æg alene på grund af hans temperament. Alene for at undgå hans hysteri undgå enhver at fortælle han ting, der kan “gøre ham sur”. Hans liv er blevet meget nemt – men virksomheden har det bestemt ikke godt!

Han ynder at udse sig en syndebuk, som angribes hårdt og helst i andres påhør. Syndebukken tør ikke forsvare sig, for han ved, at ingen fornuft eller argumenter hjælper. Eventuelle tilskuere holder sig helt passive – ellers risikerer de blot at “blive den næste”.

Det er ikke kun topchefer, der anvender denne strategi – faktisk har vi også oplevet en medarbejder på gulvet anvende denne strategi, og det i en grad, at hun også tyranniserede sin chef. Måske er det frygten for deres reaktion, der beskytter dem fra at blive opsagt. (Selv om nævnte chef i enerum har betroet andre, at “hun er øverst på listen, hvis vi skal nedskære” – der har hun så været i et par år).

Hvad opnår disse ildsjæle så ved deres adfærd ? Reelt er de urørlige, og de får det præcist, som de vil have det.

Typen “Sortseeren”

Uanset hvad din kollega bliver præsenteret for, vil han med usvigelig sikkerhed sætte fingeren på svaghederne. På en smuk sommerdag vil reaktionen være: “Det bliver nok dårligt vejr, inden vi skal hjem” Yndlingsudtryk er: “Det kan vi ikke”, “Det må vi ikke”, eller “Det vil vi ikke”.

Mistænksomheden hænger ofte sammen med det permanente sortsyn – der er helt sikkert nogen, som forsøger at snyde dig. Hvis ledelsen præsenterer et nyt personalegode, er det med garanti, fordi de vil opnå et eller andet – eller også “var det på tide, at de endeligt gjorde noget ved sagen”.

Disse kolleger er fanget i en selvforstærkende proces. Fordi de systematisk leder efter beviser på, at verden er ond og grusom, vil de som regel også kunne finde beviserne – om end de kan være små. Når de ad den vej systematisk fravælger glæde, nysgerrighed og et positivt engagement, vil verden blive ved med at være kedelig og grå.

Det kan være svært at leve med disse kolleger, selv om man gang på gang forsøger at sprede lidt optimisme. De vil aldrig komme med de helt store beklagelser eller forsøge at få renset luften. Deres foretrukne strategi er “små daglige doser”.

Man kan så undre sig over, hvorfor disse medarbejdere bliver år efter år på den arbejdsplads, som med garanti har snydt, bedraget og manipuleret med dem år efter år. 

Hvad opnår de med den strategi? Svaret er enkelt: De får maksimal opmærksomhed. Lederne bruger timer på at argumentere, diskutere og bevise overfor dem. Energien til at gøre det tager de fra de medarbejdere, som aldrig beklager sig.

Typen “Martyren”

Den lille martyr findes på enhver arbejdsplads. Martyr er måske så meget sagt, men de undlader aldrig at fortælle om alt det gode, de gør for andre uden at få et ord til tak. 

Martyren sætter ofte trumf på sine bedrifter ved at gøre opmærksom på, hvor hårdt han har haft det. Med garanti har han haft ondt i hovedet, er ved at blive syg eller har forstrakt en muskel. Eller han bliver presset fra alle sider og er derfor stresset over, hvordan han skal nå at få frelst hele verden, inden det er for sent. 

For martyren findes der ingen lys for enden af tunnelen – det er, som om han selv opsøger alt det, der skaber mulighed for at kunne få ondt af sig selv. 

Den findes en variant af denne strategi – nemlig: Det er min egen skyld, og derfor er det rimeligt, at jeg straffes. 

Målet med denne strategi er svær at gennemskue. Men på den anden side har vi alle lært fra barnsben, at man ikke må slå på én, som ligger ned. Det er måske det egentlige mål for martyren – på den måde undgår man at blive konfronteret med de rigtigt farlige udfordringer.

Typen “Papegøjen”

“Viden er magt” siger man, og det er tilsyneladende nøglen til at forstå denne strategi.

Skulle vores kollega ikke selv have noget at byde på, kan man jo altid selv skabe interessant viden. Nogle drister sig til at påstå, at de skaber rygter ud af den blå luft for skabe opmærksomhed om sig selv. Det mener de naturligvis ikke selv. De har jo “selv set det” eller “hørt det fra pålidelig kilde”. Problemet kan være, at de kun ser det, de vil se – og kun hører, hvad de selv vil høre.

Keder man sig, kan man altid høre det seneste sladder hos Papegøjen. Men pas på, hvad du selv fortæller – han har en sjælden evne til at fortælle om andre og samtidigt med have alle antenner ude for at registrere, om der er et godt rygte i det, du fortæller.

Nogle papegøje bruger en variant af strategien: De fortæller ingenting eller kun brudstykker af helheden. Det betyder nemlig, at du må opsøge dem flere gange for at få den information, du skal bruge. 

Målet med denne strategi kan kun være at gøre sig interessant og dermed få lidt spænding i en ellers grå hverdag. Som det næstbedste er naturligvis, at man bliver opsøgt af mange interessante mennesker, der gerne vil slå en sludder af. På den måde kan man jo også komme i centrum.

Typen “Bureaukraten”

“Når skidt kommer til ære…..” Sådan begynder et andet dansk ordsprog, og det beskriver den kollega, som har fået tillagt selv den mindste autoritet. 

Vi har vel alle mødt den nidkære og ofte arrogante “embedsmand”, som tilsyneladende nyder sin magt. Om det så blot er over udlevering af blyanter og clips. De har en sjælden evne til at opfinde tåbelige regler bare for at have magten til at kunne give et afslag på en anmodning. Eller endnu bedre – at kunne vise deres storsind ved at gøre en undtagelse for din skyld ( …så kan du jo altid gøre dem en tjeneste en anden gang!)

Det interessante ved denne strategi er, at din kollega altid er uden skyld. Han følger jo bare sine ordrer, og det gælder altså også i de tilfælde, hvor enhver kan se, at de er tåbelige. Argumentet er: “Det er jo ikke mig, som bestemmer reglerne”.

Det er lidt af en gåde, hvad man kan opnå med denne strategi – måske er det blot, at man efterhånden har en stor konto hos mennesker, der skylder én en tjeneste.

Hvad kan vi gøre?

Der er helt sikkert mange flere strategier end dem, vi her har beskrevet. Vi vil gerne høre om dem, der findes på din arbejdsplads. Vi ville egentligt også gerne finde nogle mere sigende navne til de forskellige typer – her vil dit bud også være velkomment. 

Det væsentligste problem her på redaktionen er imidlertid et helt andet: Hvordan stopper man de forskellige strategier i opløbet, så man undgår at blive en ufrivillig part? Hvad gør man helt konkret med Den Temperamentsfulde, som tyranniserer hele kontoret? Hvornår fortæller man Sortseeren, at man vil have retten til at være optimist? Eller sikrer sig, at man ikke pludseligt er hovedperson i Papegøjens næste historie?

Læs også: