Stress er som kræft – den kommer snigende. Fra at være høfligt interesseret i det emne, som er dækket af modeordet Stress opdagede vores læser pludseligt, at han selv var dybt ramt. Læs her hans beretning om erkendelsen, hvad han gjorde ved det, og ikke mindst hvordan han nu tackler situationen. Vi har redigeret en smule i artiklen for at sikre hans anonymitet.
Erkendelsen
Min erkendelse af tingenes alvor kom fra en uventet kant: Et gavekort til massage. Egentligt troede jeg, at massage havde mest at gøre med at løsne nogle muskler. Men det viste sig hurtigt, at det også er fjerne ”mimoser”. Og massøren forklarede, at det var ophobninger af affaldsstoffer. Og der var mange af dem. Nå-ja, tænker man: Kaffe, cigaretter og usund mad sætter vel sine spor. Alvoren gik op for mig, da jeg i dagene efter massagen oplevede, at kroppen hungrede efter vand. Og at det hele ville ud igen i form af en ildelugtende væske. Utroligt, så meget man kan tisse! Massøren havde nu advaret om, at de frigjorte affaldsstoffer ville trænge sig på for at komme ud den vej.
Jeg begyndte at reflektere lidt over sagen: Tænk, at kroppen har kunne opsamle og lejre så meget skidt uden, at jeg har registreret det. Har jeg mon gradvist ændret mig i personlighed og fysisk som følge af den ophobning af gift? Det er jo en kendt sag, at vi mennesker er gode til at tilpasse os, og jeg har måske tilpasset mig umærkeligt?
Pludseligt gik det op for mig, at jeg slet ikke kunne huske, hvordan det var at være i balance med sig selv – at være ”den gode gamle”. Det var en skræmmende erkendelse. Jeg husker, at der var engang, hvor jeg altid var glad, optimistisk og havde et kanon overskud. Havde mod på livet. Jeg husker ordene men kunne slet ikke genkende følelserne. Hvornår grinede jeg for alvor sidst?
Massagen satte noget i gang. Jeg har tidligere hørt ”mimoser” omtalt som en ophobning af stress – om det er sandt eller ej, ved jeg ikke, men jeg har valgt betragte dem som sådan. Betændte bumser under huden, som bliver ”klemt ud” gennem massagen.
Et andet væsentligt element i min erkendelse af situationen skete, da jeg kørte min kone til lufthavnen. Det skete lige efter, at jeg havde været igennem massagebehandling nr.2. Hun skulle på ferie alene. Det gav en uges fred og ro til at tænke ting og sager igennem – og sætte damp under selvbehandlingen. Men det blev en uge med indre stormvejr!!
Se mig i dag
Der er ingen tvivl om, at jeg netop nu er meget langt fra mit ”gode gamle jeg”. Her drømmer jeg mig ikke tilbage til ungdommen – men ser på, hvad jeg gør i dag, som jeg bestemt ikke ville have accepteret af mig selv for nogle år siden. Eller ting jeg engang var god til, men som jeg ved nærmere eftertanke slet ikke er så god til i dag.
Der er desværre nok at tage fat på. Det virker, som om jeg er kommet ind i en spiral af selvskabte dårlige situationer, som jeg så hele tiden må finde løsninger på. Og da løsningerne hurtigt bliver ”skud fra hoften”, er de som reglen ikke særligt gode. Men ved eftertanke er der en række overskrifter på områder, hvor jeg engang var god men i dag må erkende, at situationen ikke helt er, som den var. I flæng dukker de frem:
Hukommelsen er begyndt at spille et puds
Desværre kan jeg ikke huske, hvad det er, jeg ikke kan huske. Men der er flere og flere situationer, som peger i retning af, at jeg er blevet glemsom. På det banale er det, at man om morgenen lover at undersøge eet eller andet – og om aftenen bliver bebrejdet, at man ikke har gjort det. (Når den berettigede bebrejdelse kommer, kan man forresten godt huske, hvad man skulle have gjort.) Enhver kender situationen, når man skal køre samme vej til og fra arbejde hver dag. Man husker ikke enkeltheder fra turen, med mindre der skete noget helt specielt. For mig er det ikke kun køreturen – det er hele dage, som bare forsvinder fra bevidstheden.
Koncentrationen er sværere og sværere at finde
Selv, når der er en presserende deadline, er det svært at tage sig sammen før lige i sidste øjeblik. Og resultatet bliver jo så også derefter. Når skaden er sket, må der bruges energi på at bortforklare eller lave lappeløsninger. Koncentrationen er afløst af en ubehagelig og destruktiv rastløshed. Når nogen vil fortælle mig noget, mister jeg hurtigt interessen og opdager pludseligt, at der er noget vigtigt, jeg skal have gjort. Når jeg så går i gang med ”det vigtige”, mister det hurtigt ”vigtigheden” igen.
At slappe af er blevet ensbetydende med et glas rødvin
– eller faktisk flere – og film i fjernsynet. Hvor er det aktive friluftsliv blevet af? Hvor er den sunde fysiske træthed blevet af? Det giver sig selv, at får man for meget rødvin, bliver søvnen ikke så god. Faktisk bruger man jo søvnen til at blive af med alkoholen snarere end at give krop og sjæl et pusterum. Jeg husker, at der var engang, jeg vågnede veludhvilet og klar til en ny dag. Nu tager det timer at vågne!
Selvdisciplinen er lige nu som rygraden i en regnorm
Man ved – eller tror, at man ved – hvor problemerne er. Men man gør ikke noget ved det. Jeg har aldrig kunne begå mig i den store modekonkurrence, hverken fysisk eller påklædningsmæssigt. Men jeg har altid bestræbt mig på ikke at sjuske med min påklædning: Bukser og skjorte kan godt lige få et pift med strygejernet, inden man går ud ad døren. Og skoene kan godt lige se børsten. I dag accepterer jeg at gå på jobbet med beskidte cowboybukser, T-shirt og udtrådte sko.
Temperament og mentalitet har fået en ubehagelig drejning
I dag handler det om at være hurtig på aftrækkeren og helst kunne pege på, at årsagerne til alle problemer ligger hos alle andre. Ligegyldighed er et andet træk – hvis der ikke er overskud til at gøre noget aktivt ved et problem eller en situation, så kan man jo heldigvis feje manglende stillingtagen væk under dække af, at ”det løser sig jo nok”. Men de løsninger, som andre så tager initiativ til at gennemføre, er sjældent de bedste set fra mit synspunkt. Eller endnu værre: Man bilder sig ind, at hvis problemet løser sig selv, så får jeg det meget nemmere. Hvis konen ønsker at flytte, får jeg meget mere frihed til at gøre, som det passer mig – og slipper under alle omstændigheder for mere bøvl med hende.
Alt for mange praktiske småting får lov at ligge – og bliver en kilde til irritationen: At bilen har skullet til service for 100 år siden er bare eet eksempel blandt mange. Man kan simpelthen ikke tage sig sammen til at få ”ting gjort”.
Det sværeste er nok, at fighter-instinktet er blevet væk – ikke alene virker man svag, man er det også. Og det er en kendt sag, at svaghed altid udnyttes af andre, hvis det er det, de vil. Man overgiver sig efter devisen: Du får ret, og jeg får fred. Men som gammel kriger gør for mange af den slags kompromis’er det svært at se sig selv i spejlet.
Hov – hvordan er jeg kommet derud?
Jeg har været stresset i den sidste tid over løsning af et par krævende opgaver. Men jeg har erkendt, at det ikke er dem, der har skabt alle knuderne – min stress er blevet opsamlet gennem længere tid. Nogle situationer har gennem det seneste år har været meget belastende. De har ikke alene sat nogle ar men også været med til at fylde bægeret. Og lige nu er den daglige kamp at klare alle de dråber, som konstant får bægeret til at flyde over.
Jeg kan sætte ord på nogle af det seneste års belastninger:
Mine børns mor fik brystcancer. Ungerne skulle trøstes, og frygten for, at deres mor skulle dø var stor. Hvordan skulle jeg tackle en fremtid med to teenagebørn, hvis den mor, de boede hos, pludseligt døde. Oveni, at jeg skulle leve op til mine forpligtelser over for min nye kone. Sygdommen bragte ubehagelige minder om min egen mors sygdom og død. Min ex døde ikke – men alle tankerne nåede at blive tænkt.
Krise mellem den ældste og hans mor. De sled hinanden op, og begge gjorde de problemets løsning til mit problem. Han skulle flytte hjemmefra i en alt for ung alder. Det lykkedes at skabe de fysiske rammer, så han kunne få en lejlighed indenfor 1 måned. Men det var meget opslidende – og den efterfølgende periode var det ikke mindre. En ulykkelig og ensom søn, som følte sig smidt ud hjemmefra.
Datteren ønskede at flytte hjemmefra sin mor. Jeg måtte acceptere, at hun flyttede ind hos os, og dagligdagen blev en ubehagelig kamp for at forsøge at glatte ud til alle sider. Måtte tackle, at min kone erklærede, at hun kunne acceptere, at datteren boede hos os i en kort periode – dage snarere end uger. Måtte i en kort periode smide alt til side for at bringe datteren til psykolog og inddrage de sociale myndigheder.
Økonomisk krise, da det 10 dage før betalingsfrist viste sig, at der ikke var penge til at betale moms i mit firma. Og der var ingen umiddelbar udsigt til, at der kom penge i kassen.
Firmaets største kunde offentliggjorde, at de med kort varsel ville lukke. Risikoen var, at de ville erklære sig konkurs og dermed, at vi ikke ville kunne forvente at få pengene hjem for 6 måneders hårdt arbejde. Det ville have ført til økonomisk ruin og lukning af mit firma. Problemet løste sig – men frygten sad i maven i 14 dage.
Min kones jobsituation var uholdbar – risikoen for at stå uden job var overhængende. Desværre havde hun et job, som ville være meget svært at matche på en anden arbejdsplads. Et utal af ansøgninger førte til et utal af afslag. Stemningen var mærket, og frustrationen ved ikke at kunne bidrage konkret til en løsning af problemet var stor.
Én af de meget meget store belastninger er frygten for sygdom og død i en ung alder – dvs. snart! Alt for mange 50-årige dør af stress og dårlig livsførelse. Man vænner sig til ondt i maven. Man vænner sig til morgenhoste. Man vænner sig til ikke at spise nok og sundt. Man ved inderst inde godt, at man er på vej ud på den tynde is. Det er ikke noget, man er bevidst om hver dag – men frygten kommer snigende fra tid til anden.
Disse begivenheder er de store og ubearbejdede bidragsydere til opfyldning af stressbægeret. Oveni kommer så alle de små og til tider selvforskyldte problemer. Det er ikke det bedste grundlag for at kunne tackle den næste krise i mit liv: At forholdet til min kone er blevet meget belastet i den senere tid – af årsager, som set i bakspejlet, er indlysende.
Lille mand, hvad nu?
Jeg føler, at jeg er kommet på den rette vej – nemlig med erkendelse af, at jeg har et problem. Og at jeg kan sætte ord på det.
Jeg er kommet langt fordi jeg kan formulere, hvad jeg gerne vil opnå. Jeg vil ikke være en anden – mere! Nu er målet at genfinde og blive den ”gode gamle, som jeg var engang”.
Naturligvis nærer jeg ingen illusioner om at kunne rydde op i det overfyldte kar “over night”. Men jeg er overrasket over virkningen af under en uges selvterapi:
Massagen har sat gang i en afgiftning. Det har sat gang i et overforbrug af iskoldt vand, som jeg pludseligt opdager smager bedre end kaffe. Og er kroppen fuld af væske, er der såmænd ikke det store behov for at drikke alkohol.
En frisk gåtur i skoven hver dag har givet tiltrængt motion – og en genoplivning af følelser og værdier jeg havde glemt, at jeg havde. Fuglenes sang, dyrenes kalden, vindens susen i bladene og ikke mindst hundens glæde er det, der åbner øjnene. For første gang i mange år oplevede jeg at blive overvældet over skønheden og nuet. Oplevede at få tårer i øjnene og en klump i halsen.
Temperamentet er lige nu det samme som for en uge siden – men på turen i skoven kan man råbe, græde og afreagere sin frustration, jalousi og alle de andre negative følelser. Og det er sket i stor stil. De gamle ord om at tælle til ti eller tænke sig om to gange har vist sig at være sande. Mindst i to tilfælde har det betydet, at jeg ikke skabte nye kriser for mig selv i ugens løb.
Søvnen er blevet plejet godt i ugens løb: I seng klokken 22 og op kl. 6. Ved at gå i seng tidligt er der grænser for, hvor meget man kan drikke, og hvor mange cigaretter man kan brænde af! Ved at stå op tidligt op tilgodeser man hundens naturlige behov for at komme ud. Men man oplever også, at der er så megen tid, inden man skal af sted, at man mageligt kan stryge skjorte og bukser. Og så er det ikke svært for en tidligere natteravn at komme tidligt i seng.
Jeg er ikke blevet fanatisk – jeg tror på, at processen vil tage tid. Jeg nyder fortsat en øl – men nu sker det ved at pakke to almindelige pilsnere i rygsækken sammen med hundefoder og vand. Når man har spadseret 1 time, er det tilladt at nyde ”en stor fadøl”. Når der vel og mærke er udsigt til en lang tur tilbage til bilen.
Det er alle sammen små skridt i den rigtige retning. Til dato har de samlet givet mig nok overblik til at kunne skabe distance til ”som jeg er i dag”. Og genskabt glæden ved at vinde nogle små sejre. Den kendsgerning, at jeg nu har været koncentreret i næsten 6 timer om at skrive dette brev er én af sejrene.
Hvad lærte jeg “over night”?
I min egen familie kan jeg se, at enhver har haft sit at slås med – og kan nemt forestille mig mange overfyldte kar som mit eget. Men ingen har haft overskud til at kunne tage sig af at hjælpe den anden.
Jeg er ikke sikker på, om alle kan følge min behandling: Massage, tid til refleksioner og ture i skoven. Jeg ved dog, at ikke alle kan være så heldig med de ydre omstændigheder som jeg – netop nu har vi den smukkeste forårsuge i mands minde. Alting ser jo lysere ud i solskin.
Det er mit meget store håb, at mine erfaringer kan blive et tiltrængt startskud for andre, som genkender min historie som sin egen. Er du i samme situation foreslår jeg, at du:
- bruger tid på at acceptere, at du har et problem.
- bruger tid på at finde dit gamle jeg.
- undgår at gøre skaderne større ved at træffe kortsigtede og nemme løsninger på dagligdagens store problemer.
- sætter ord på, hvad der har fyldt dit kar op – og gør dig så fri af dem: Du overlevede jo.
- går efter de små daglige fremskridt i stedet for at skabe de store revolutioner. Er du ryger, skal du ikke trækkes med abstinenser samtidig! Reducer kaffe, cigaretter og alkohol gradvist og i dit eget tempo.
Læs også: