Langt de fleste mennesker kender til at have præstationsangst – angsten for at noget man gør, ikke er godt nok, at man ikke har løst sine arbejdsopgaver tilfredsstillende, at det går dårligt med et oplæg eller en eksamen, hvor man gerne vil kunne vise alt det, man kan osv.

klassiske angstsymptomer

Vi kan alle i de situationer få klassiske angstsymptomer som hjertebanken, sommerfugle i maven, rødmen, rysten og mundtørhed – og tankerne farer afsted med 100 km i timen med forudsigelser af al den kritik vi kan få, hvor meget vi kan falde i andres agtelse eller hvordan klappen går ned, så vi slet ikke kan præstere noget som helst.

Det er et almenmenneskeligt vilkår, at vi er optagede af at tage os godt ud overfor vores medmennesker og kerer os om, hvorvidt vi får ros og agtelse eller negativ kritik – det betyder noget for vores selvtillid og for vores oplevelse af, hvem vi er i forhold til “de andre”. Præstationsangst som fænomen i bred forstand er derfor ikke en diagnose eller noget, der kan eller skal “fjernes” hundrede procent.